ingenting

naar du sover standser
regnen fra din mund , du
er skroebelig som et barn .

naar du sover raekker

din krop ud efter kaerligheden

i lyset fra en droem .

og jeg er manden

hvis vrede over ingenting

holder ham vaagen

og alene ved din side .

menneskesporet igennem verden

gennembloedt af soergende .

vores fodtrin avler spalterne

ind i jorden hvor doeden modner

til draaber af aandeloest lys

som sandkorn i perlemuslinger

i absolut , ufravendt moerke .

lad mig vise dig hingsten i en haandfuld ost . lad mig dog .

og intet til , mere

de ensomme

sover saa laenge ind

under lukkede blomster .

da jeg var

natsvaermer var naetterne

fyldte med stoev ,

soevnloes

alene paa himlen

over det lys som hoerer

hjertet og intet til .

underlagt min egen vrede, stroemmer,
stroemmer fra det indre . jeg troede

som min hustru da vi blev gift,
at jeg kendte mig selv . det var ikke sandt .

noget andet rejser sig naar jeg stiger
til himmels . en andens roeg , en andens

mulighed for lykke . far , du skal leve igennem mig
saalaenge det varer at doe . men jeg vil ikke

stilheden et efterår

stilheden et efteraar i skovene . har
et saar i skoene . traekker fuglevejret
ned i lungerne . mine . laeberne

roedmer som aebler . grene paa traerne
vindens skelet . holder skyerne hoejt paa
skuldrende jord . faedrende

spektakel , nordlyset viser sit ansigt . en
naeves korte blomstringstid . ind i
gaaden . den havtomme haand

kommer alene ud . svimlende , svimlende glaede .

uro

dagslyset er saa stort nu,
at jeg ikke ved hvad jeg
skal goere af mig selv.

solen er kommet tilbage
for at se om jeg stadig findes

det goer jeg. jeg har aldrig
vaeret saa nervoes foer
i mit liv.

hvorfor er jorden dette liv?
hvordan er jeg blevet dette
urolige liv paa jorden?

haenger som en uro
i middagslyset. og vinden
tager mig som vinden

vil

det er en anden saeson , nu

dit moerke haars tusindaarige
krone , vinden i din mund . du

har stillet dig paa tvaers af
solskinnet , holder det groennes

fingres stramt i en knude
i dagslyset . biller tyder

dine saesoners haandflader ,
men tier om de hvide pletter

i graesset . du ser slet
ikke paavirket ud , mere,

gammel , som du er ,
som lige foer vinden

finder ud af sin
mund .



poul g exner©