uro

dagslyset er saa stort nu,
at jeg ikke ved hvad jeg
skal goere af mig selv.

solen er kommet tilbage
for at se om jeg stadig findes

det goer jeg. jeg har aldrig
vaeret saa nervoes foer
i mit liv.

hvorfor er jorden dette liv?
hvordan er jeg blevet dette
urolige liv paa jorden?

haenger som en uro
i middagslyset. og vinden
tager mig som vinden

vil

det er en anden saeson , nu

dit moerke haars tusindaarige
krone , vinden i din mund . du

har stillet dig paa tvaers af
solskinnet , holder det groennes

fingres stramt i en knude
i dagslyset . biller tyder

dine saesoners haandflader ,
men tier om de hvide pletter

i graesset . du ser slet
ikke paavirket ud , mere,

gammel , som du er ,
som lige foer vinden

finder ud af sin
mund .



poul g exner©

groenne boelger

hernede paa bunden
af himlen - enkel som et trae

skubber himlen foran mig
lidt endnu - armenes spirende

forgreninger . giv mig mine groenne
ringe af fugle om fingrene - jeg

lever for dem . ene
lever for dem . og alene


poul g exner©

de gamles bryllupsfest

flere og flere kvinder på halvfems år , og aeldre
vaelger at fejre deres bryllup med gud . aabenlyst !

det er vigtigt at elske mens man goer det , siger en
gammel kvinde , og smiler . gud er den bedste ven

et menneske kan droemme om . - og elsker, lyder det
lavmælt bag talerens ryg . det er amalie , hun kan

ikke lade vaere . de gamle bryder ud i fnisen
og pudrede, skaeve øjenkast . sandt er det , at uanset

om gud er stor som et bjerg , eller på stoerrelse
med en synaal nr. to , saa er de ældre kvinder enige om

at han fylder hele deres verden . paa spoergsmaalet om
hvad gud har givet dem i medgift holder benedikte , en smuk

toer kvinde med elegant haarnet over de soelvgraa lokker ,
sin ringfinger frem . men hvad er der at se ? en knoklet finger

og svage violette skygger under huden , som skyer ved
solnedgang . jeg tror ikke at jeg forstaar det , men saa

giver hun sig til at vende og dreje hele sin haand ;
den lyser og skinner i dagen . knoglernes straaleglans som

ringe i vinden , blaesten boelger i deres opsatte , kroellede haar
nu holder de andre ogsaa deres fine haender frem

i solskinnet og bevaeger dem forsigtigt . -
hvis du vidste hvor meget disse haender af guds

har roert os naar vi roerte den elskede , siger de .
saa vender de ryggen til verden og gaar smilende

og venlige ind til festen igen . de lukker ikke doeren
bag sig , hvorfor skulle de ogsaa det ? de valser jo .


poul g exner©

ilt rige

jeg slikker mine
lyslevende stjernesaar . ogsaa jeg

kom til verden
komplet med egen himmel –

hvad andet
kunne der tages fra mig ?

himlen drog bort ved foerste skrig
og mine stjerner maatte brugtes

til at standse hullet i kosmos
inden jeg forsvandt igennem det

moerkeblaa som en druknet mand
opsvulmet og med slukkede chakre

saa begyndte jeg at laere om
at traekke vejret og gaa med gud

naade og tilgivelse og jeg taenkte
mennesker er masochistiske galninge ;

sindssygt vrede paa jesus , paa
kokkepigen og paa naboen .

saa graed jeg vel – ikke fordi jeg er digter
men fordi jeg blev et foelsomt menneske

levende på jorden ; doed på jorden
som alle andre , med en raa himmel

trukket nedover hovedet . masken ;
min maske , den moerkeblaa -

ansigtet , du ved ,
fjaeset ...

poul g exner©

hoest

hendes oejne bryder i vand . pigen

gaar omkring og sanker lysstraa

paa sin havbund , synger som hvaler

soergmodige i hver undersoeiske

blomsterklang

poul g exner©

jordnaert

dagen i dag har
vaeret en art sommer-
fugl – jeg ryger den
savnedes cigaretter og
ilten forvandles til stoev
i mine lunger .

jeg droemmer ikke om
at flyve .

men om dig . jordnaert .
begaerligt .


poul g exner©

den blaa tone fra cigaretten
skal finde dig uforberedt på
ilten
og dit hjerte skal du miste
til den som bor
derinde
at gå på toilettet er ikke et
kald – men naerliggende at
tro



poul g exner©

det menneske i verden

der findes
ikke det

menneske
i verden , jeg ikke

laenges
efter .



poul g exner©

blomsterstaengel

naar du doer
rettes du endelig helt
ud . som havde du ligget
paa en baare , for lille
til baade sjael og krop
at straekke sig , hele livet
igennem . og så vil du
kunne trylle blomster frem
af dit legeme dér
hvor du har kendt froene
i dig selv – og set lyset vokse
forenden af

blomsterstaenglerne



poul g exner©

havet er et bordel

en seng af vand
for maanen og
maanens elskere ,
elskerinder ,

venner og bekendte .
ludere & lommetyve .
enhver gangart på
kysten .

havet , et meget smukt
bordel . telefondamen
er et

bemandet stjerneskud

poul g exner©

fylder stjernerne

fylder stjernerne op til randen .
laaser dig ind i din dyrekreds .
beder til maanen . natten er dig selv
nok . - droemmer stoev . sådan er du
aldrig så utaknemlig - . og du

skygger selv for dine oejne . den
blottede morgensol afdaekker
dit legeme . allermest finder
du lyset utilgaengeligt . og af alle
noegler i verden , dig selv naermest .


poul g exner©

dobbelt klarsyn

bjergbestigning
er
- som med kaerlighed -

storlslaaet på rigelig
afstand
- om kampformen mangler -

så nu kan mount
everest
- og min elskede -

have begge tinder i
fred
- også for mig -


poul g exner©

det er

paa ingen maade muligt
at overse det skete

i dit liv , x . du kan
bede til lynene om

goethenatten , om lys . om
mere lys . men din droem

er moerk . ufoelsom for
aendringer . horisonten

- et spaedbarn i
krampe om enhver stjerne .

p g exner©

sult

du kan ikke sulte
mere , end du
allerede goer . er det

ved at vaere
forsent .


p g exner©

orm

du har noget i din strube . i dit
adamsaeble . som vaerker .

- og du får aldrig sagt
det . til hvem da ?

du har ingen tro . ikke
på gud . ikke på rette
vedkommende .



p g exner©

her skal du bo

her skal du bo for en tid , ene
i centrum af det mellem -
menneskelige moerke .

uforligneligt . fra kvinde til mand .


p g exner©

mangler krop

endnu ikke knust
opsoeger du ikke mere
hjertet , for at blive hel .

p g exner©