menneskesporet igennem verden

gennembloedt af soergende .

vores fodtrin avler spalterne

ind i jorden hvor doeden modner

til draaber af aandeloest lys

som sandkorn i perlemuslinger

i absolut , ufravendt moerke .

lad mig vise dig hingsten i en haandfuld ost . lad mig dog .

og intet til , mere

de ensomme

sover saa laenge ind

under lukkede blomster .

da jeg var

natsvaermer var naetterne

fyldte med stoev ,

soevnloes

alene paa himlen

over det lys som hoerer

hjertet og intet til .